De første to måneder efter Kopy kom hjem dyrehospitalet, travede han kun, dvs. han aldrig galloperede afsted. Pludselig en morgen satte han af efter en due og jeg blev helt glad fordi han galloperede – selvom det dog ikke var hurtigere end en cairn terrier kunne overhale ham. Hver gang vi kommer ind i skoven, skal der så lige “renses” for duer og skader.
Igår gik vi tur en tur rundt om Mølleåen og vi mødte mange børn og forældre, der fodrede ænder. Elliot og Kopy var meget interesseret i det brød, som blev smidt ud til fuglene (især det der blev tabt på jorden), og var ligeglade med ænderne og svanerne.
I dag gik vi igen en tur rundt om Mølleåen, men på en længere tur. Vi kommer gående på en sti, der et sted drejer skarpt til venstre og man går derefter klods op ad åen. Kopy er lidt bag mig, men kommer pludselig stormende forbi – han drejer ikke med stien, men fortsætter ligeud på isen på åen, for at komme ud til ænderne. Selvfølgelig kan isen ikke holde, så ca 4 meter ude, falder han igennem. Han var noget chokeret (og ænderne så ud til at more sig kosteligt) og vendte sig om for at komme op på isen igen. Isen knækker et par gange, men det lykkedes ham tilsidst at komme op på isen og i land igen. Puha, jeg var svedt!! Vi var selvfølgelig langt væk hjemmefra, så det tog en rum tid at komme hjem. Hjemme blev Kopy føntørret i en halv times tid, så jeg var sikker på, at han var varm igen. Han fik så lov til at komme op og ligge på et uldtæppe på sofaen – han plejer aldrig at være i sofaen, men han hoppede helt hjemmevant op i den – gad vide om han sover der om natten?!
Dagens lektion: selvom jeg ikke bryder mig om hverken duer eller skader – så er det ikke særlig kløgtigt af mig at lade min hund løbe efter fugle! Ihvertfald ikke, når isen ikke kan holde 😉
Skriv et svar