I dag havde vi selskab af Charlotte og Rufus, da vi var ude og træne spor. Det var rigtigt godt, at Charlotte var med, for hun kunne lige give mig nogle fif til, hvordan jeg skulle lægge sporet til Kopy.
I julen fik jeg gået en del spor med hundene (ja, der er jo misundelsesværdig mange marker i Jylland 😉 ), men Kopy var begyndt at være sjusket og ukoncentreret og gik mange gange forbi knækkene, men fandt dog altid sporet igen. Elliot derimod klarede mange svære spor rigtigt fint.
Charlotte mente, at sporene havde været for nemme for Kopy, og at jeg i stedet for at slæbe fødderne, skulle gå med almindelige skridt og så ind imellem afkorte og slæbe fødderne, for at bekræfte Kopy i, at han var på sporet. Jeg lagde også en godbid lige før knækkene for at sikre, at han havde snuden nede ved jorden og derved ville fange, at sporet knækkede.
Det endte med at blive et rimelig svært spor med 6 knæk ialt, og som gik over en sti og igennem et område, hvor der lå vand på overfladen af græsset. Min “lille” super seje hund gik sporet virkelig flot – hele vejen fuldt koncentreret, fik alle knækkene, og havde færten af sporet selv over stien og det vådfulde område. Så Charlotte havde ret – sporene havde været for nemme for Kopy 🙂
Jeg gjorde den fejl med Elliot at lægge for lækre godbidder i sporet… hans madglæde overskyggede opgaven at gå spor, så han glemte flere gange, hvad han var igang med. Han gik dog sporet helt fint, der hvor jeg ikke havde lagt godbidder.
Billeder over sporene:
Bagefter gik vi en tur i hundeskoven sammen med Karsten og resten af deres hunde. Kopy var helt frisk på at stoppe mountain-bikere, løbere og andre folk, der gik forbi 😮 Men ofte kaldte Karsten også på Kopy, så folk troede, at den uopdragne hund var Karsten’s og ikke min 😉
Skriv et svar