I morges stod Kopy længe på marken og lyttede og hovedet blev drejet fra side til side. Jeg fortsatte med at gå og efter 20m kommer Kopy spænende forbi og smider en klat 10m foran mig – det går op for mig, at det ikke er en mundfuld jord, han har spyttet ud, men en mosegris han har fanget.
Og i stedet for at sige: “Ihhh… hvad har du fundet til mig?” i en glad tone, var jeg så dum at løbe trampende og fægtende med armene hen til ham, råbende: “Bvadr.. yrk.. puha.. eow..”, som jo selvfølgelig resulterede i, at Kopy troede, at jeg den “truende” dame ville stjæle hans bytte, så han samlede den op igen. Men han blev heldigvis stående og da jeg sagde det magiske ord “slip”, slap han dyret – så jeg slap heldigvis for at stikke fingrende ind i munden på ham 😉
Men men, hvornår lærer man at holde hovedet koldt og ikke fægte med arme og ben som en anden sprællemand?
Skriv et svar