I den sidste stykke tid har jeg trænet Kopy i ca 10 minutters tid her i stuen, 3-4 gange om ugen. Det gik op for mig, at den “stakkels” hund ikke havde lært at stå, så det er vi gået igang med at træne. Træningen herinde bliver mest til bare at lære at sætte sig rigtigt på plads, at blive i sit og dæk, stillingsskift, næseprøve med de “rigtige” pinde og sidde med apporten i munden.
Jeg har lånt nogle kegler af Lone (jeg aner simpelthen ikke, hvor mine kegler er blevet af) og dem skulle Kopy introduceres til. Fremadsendelsen til feltet er Elliot’s yndlingsøvelse, så efter han fik løbet ud til feltet et par gange, fik han sin bold med snor og så var han henrykt (han løb hoppende rundt og med bolden svingende fra den ene side til den anden).
Nu var det Kopy’s tur og jeg lægger en guf på dåsen og vi går tilbage til startstedet. Første gang løber Kopy i en bue og kommer ind i feltet fra den venstre side. Næste gang går vi lidt tættere på og han løber så fint i lige linie frem til dåsen i feltet. Vi øger afstanden igen og træner det par gange.
Lone og Fabi dukker op og både Elliot og Kopy bliver glade for at se dem. Kopy vil løbe hen til dem, men jeg kalder på ham og han stopper. Jeg kalder igen og han løber hen til mig og sætter sig på plads. Elliot er nu igang med sit søløve-hilsen (gø), men jeg prøver alligevel at sende Kopy frem til feltet – og sandelig om han ikke gør det!! Han skynder sig at spise guffen og spæner så hen til Lone og Fabi for at hilse. Jeg må indrømme, at jeg absolut ikke havde forventet, at han ville kunne koncentrere sig om noget, som han kun lige er blevet introduceret til imens Elliot står og “skaber” sig og hans legekammerat lige er ankommet.
Lidt senere øver vi næseprøve og Kopy dutter på den rigtige hver gang. Måske er det fordi vi har trænet spor, at han allerede fra første gang søgte efter den genstand med min fært?! Jeg lægger 8 pinde ud og går ca 10 meter væk. Lone går hen til Elliot og leger med ham og de står bare 2 meter væk fra pindene. Jeg sender Kopy afsted og han løber lige hen til pindene og finder den rigtige og han ignorerer fuldstændig Elliot og Lone, der leger. Det er jeg godt nok vældig imponeret over.
Jeg kan kun glæde mig over, at Kopy er så (sam)arbejdsvillig, at han er fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring ham, når han arbejder. Kan man ønske sig mere af en 11 måneders hvalp? 🙂
Skriv et svar