Træningen med Kopy

Her kommer en lille opsummering på, hvordan træningen går med Kopy.

Lydighed:
Uha, lydighedsprøven nærmer sig med hastige skridt og jeg føler ikke liiige, at vi er helt klar til den. Selvom næsten alle øvelserne er ved at være på plads, så er det kun få øvelser vi kan udføre med 100% sikkerhed. Og det bliver nok en stor udfordring, at prøven skal foregå indendørs og på gulvtæppe.

Heldigvis er der fremskridt i træningen. Elliot elsker feltet, og det er smittet af på Kopy, så nu er feltet det fedeste sted at være 🙂 I sidste weekend var jeg ude og træne lydighed og da jeg vender mig om efter at være gået hen for at hente apportbukken, så er både Elliot og Kopy løbet hen i feltet – ja, feltet trækker sig så meget, at det er svært at gå fri ved fod mindre end 10m fra det, da feltet ligesom suger Kopy til sig 😉

Agility:
Træningen i ridehallen går fint. Kopy har efterhånden vænnet sig til, at der er hunde overalt, der løber rundt og kan nu koncentrere sig om agilityen uden at skulle holde øje med de andre hunde. Dog er der et par af de erfarne hunde, der gør på banen, som tiltrækker hans opmærksomhed. De andre på holdet er blevet ret gode, så nu når vi at løbe noget mere på banen 🙂

Kopy søger forhindringerne nu, dog er A-brættet helt klart Kopy’s favorit. Sidste træningsgang satte jeg Kopy af foran et spring, men da jeg vil kalde ham over, løber han i stedet hen til A-brættet og sætter sig på feltet 🙂

Kopy har endnu ikke lært slalom. Det har vi ikke været så flittige til at træne – lydigheden har første prioritet i øjeblikket.

Hyrdetræningen:
I dag da Kopy får øje på fårene, står han helt stille og kigger på dem og jeg bemærker så, at han står og dirrer over hele kroppen – sådan har jeg aldrig set ham før!

Jeg plejer til start at have Kopy rundt om fangefolden og jeg inde ved fårene. Og så træner vi at gå i balance – hvor jeg går højre eller venstre om fårene og så at gå midt imellem flokken af fårene. Når vi lige har repeteret dette, træner vi det samme udenfor fangefolden. Og det går helt fint – dog er Kopy ikke altid den hurtigste knallert på havnen til at komme rundt i balance – han traver roligt men hurtigt om til balancepunktet. I dag galloperede han hurtigt rundt og sætter farten ned bagved fårene. Det er helt fint, for han har et utroligt tryk, så fårene flytter sig gerne for ham 🙂

Og fremover?
Det er nok lidt for meget at sprede sig over så meget forskelligt træning på en gang… Dels tager al ting længere tid at lære, da øvelserne ikke repeteres så ofte, som hvis man kun trænede en disciplin.. og dels skal hunden lige lære, at til lydighed må man ikke foretage sig noget før den har fået besked på det – modsat hyrdetræningen, hvor hunden selv må læse fårene og reagere derefter, altså selv tage initiativet.

Men det er svært at vælge, hvad vi i første omgang skal satse på…
lydighed på et vis plan er nødvendigt, og faktisk synes jeg, at der er mange seje øvelser i DKK’s eliteprogram og også i DcH’s program, hvor mange af øvelserne kræver selvstændigt arbejde af hunden.
agility synes de fleste hunde er sjovt og det giver dem en enorm god koordinationsevne og form. Jeg har nogle ideer til, hvordan jeg kunne tænke mig at træne og ‘handle’ Kopy, og det vil jeg enormt gerne afprøve. Men de lange stævnedage orker jeg bare ikke…
hyrdningen synes Kopy helt klart er det sjoveste. Det er skam den største udfordring for mig, da jeg aldrig har prøvet det før – og det gør det egentligt lidt sjovt. Men her er jeg temmelig afhængig af, at have et sted at træne, da jeg jo ikke lige har 10 tønder land med nogle får.
…svært valg, ikk’?! jeg tror bare, at jeg venter lidt endnu med at finde ud af, hvad vi fremover vil satse på – og så må ting bare tage tid 😉