I weekenden var jeg i Kolding og holde anden del af agilitykurset. Jeg havde denne gang også kun Kopy med, for efter Elliot har haft den urinvejsinfektion, så er jeg blevet lidt pulret om ham, når det er koldt – så Elliot blev igen passet hos vennen Fabi, som så venligt udlånte sin lænestol til Elliot 😉
Jeg kørte til Jylland fredag og skulle overnatte hos en veninde. Kopy var mild sagt temmelig utidig om aftenen – så meget, at min veninde spurgte, om ikke jeg har tænkt mig at opdrage ham 😀
Kursets tema var en opfølgning på det jeg underviste i sidste gang (hvad førers fart signalerer, at forberede hunden til næste forhindring med fødderne og hvordan fører kan vise hunden dens løbebane) og så om, hvordan man kan løse en udfordrende sektion før man når dertil samt at sætte fokus på startspringet.
Vi nåede kun at løbe den første bane, så lå Thomas pludselig på jorden. Da han ikke lige rejste sig med det samme, troede jeg først, at det var fordi han forventede en reaktion fra de andre – men det var bare indtil jeg så hans forpinte ansigtsudtryk. Thomas var så lige en tur på skadestuen for at få lappet akillessenen sammen igen. Birgit ville køre ham hjem derefter, men Thomas ville hellere tilbage til hallen og have gløgg og æbleskiver – hvor sej kan man være!! 😉
Det kan være hårdt at være på kursus hos mig (jeg er egentlig glad for, at jeg ikke selv skal præstere det, jeg vil have kursisterne til 😉 ). Man lærer jo bedst, når man får afprøvet det, der skal forfines i ens handling, med det samme – og det er derfor, at jeg sætter folk til at løbe den samme bane 2-3-4 gange i træk. Så det er ikke helt ualmindeligt, at førerne puster og sveder lidt – ja, selv Kurt måtte stoppe, da Moss blev træt 😀
(Moss bliver aldrig træt – han kan løbe til han falder om)
Jeg fik lige trænet lidt med Kopy, inden jeg skulle køre hjem – han bliver mere og mere tændt på at løbe, og jeg kunne et par gange lave et skift bag ham. Men den hund har så meget power, at han nogle gange bare springer rigtigt højt over springene med benene pegende nedad og ikke frem. En noget anderledes springteknik end Elliot, der bare smygede sig over overliggerne. Det minder mig om dengang Lone havde slået tåen og jeg skulle løbe med Makker til et stævne – der blev jeg også helt forskrækket over, at Makker sprang så højt over et spring, at hans hoved var på niveau med mit 😉
Skriv et svar