Kopy 13. marts 2006 – 13. april 2009

Det er med stor sorg jeg må fortælle jer alle, at min super dejlige Kopy ikke er til mere – han blev kun 3 år gammel. Lige synes jeg ikke, at ordet retfærdighed eksisterer.

Det er så uretfærdigt, når en hund som Kopy skulle igennem alt dette. Han havde absolut på ingen måder fortjent denne skæbne. Han var altid så glad og havde et fantastisk sind – var så god til at tackle alle hunde og aldrig ude på ballade. Han fortalte altid når han havde haft en god dag, så kom han hen til mig og lagde sin kind på mit lår og trak vejret dybt ind mens han logrede. Selvom jeg kun fik tre år sammen med ham, har en kæmpe stor plads i mit hjerte. Og nu kommer her til at blive så frygtelig tomt..

Kopy kæmpede hårdt i 5 dage, men hans liv stod ikke til at redde. Hver for sig ville disse faktorer ikke gøre væsentlig skade, men på een gang er de en dødelig cocktail. Og sandsynligheden for et sammenfald af disse faktorer er microskopisk lille.. men uheldet var desværre ude for os 🙁

Ja, hvad der skete er det store spørgsmål. Dyrlægerne har heldigvis været meget åbne og diskuteret det med mig, og er nået frem til (og fortolket således af mig), at Kopy via an flåt for ca 3 uger siden er blevet smittet med blod-parasitter og borrelia, han havde også en infektion i en tand (tandbyld), og var i mandags til tand-dyrlæge og få rodbehandlet tanden. En rodbehandling tager omkring 3 timer i narkose, og droppet får hundenes temperatur til at falde. Når det sker, vågner immunforsvaret og prøver at finde årsagen til denne nedkøling. 
En hund, der er smittet med parasitter eller borrelia eller andet, skal “bare” behandles, og så bliver den frisk igen. En ikke smittet hund tager absolut ikke skade af narkose og at blive nedkølet den smule.

Men i Kopy’s tilfælde finder immunforsvaret blodparasitterne (og borrelia og tandbylden) og tror det er årsagen til nedkølingen og starter på at slå disse ned. Blodparasitterne kan være på og i blodlegemerne, så derfor begynder kroppen at angribe fjenden, dvs. parasitter samt blodlegemerne. Og så er det pest eller kolera – slår man immunforsvaret ned, har parasitter og bakterier frit løb indtil medicinen herimod begynder at virke. Det kan tage op til 5 dage inden medicinen, der skal stoppe immunforsvaret, virker.

Forløbet med Kopy var således:

Søndag:
Vi var i MBS til arbejdsdag, og Kopy løb rundt og legede med de andre hunde, og ville gerne fortælle mig, at han havde fattet lydigheds-øvelsen kegle og felt. Han er så glad da han får øje på Karsten og Charlotte, og de får en hyle-hilsen af ham og hver gang han så sit snit til det, skulle han hen og hilse på Karsten. Han har en rigtig flot pels, gode muskulatur og ser frisk og sund ud. Intet – overhovedet intet, der antydede, at han havde en tandbyld og borrelia samt blodparasitter.

Mandag:
Kopy fik rodbehandlet en tand, som han havde slået spidsen af sidste år. Mere af tanden var blevet slidt af og nerven var nu blottet. Røntgenbillederne viste at han havde en tandbyld. Rodbehandlingen gik fint og Kopy var i fuld narkose i små 3 timer. Kopy vågner meget brat af narkosen, og i mange timer efter hyler han som en ulv og går og småklynker. Det stopper om aftenen, når han har fået noget at spise.

Onsdag:
Kopy kommer ikke ovenpå til mig og siger godmorgen. Jeg tager det for at være lidt tandpine. Jeg lægger mærke til, at hans urin er meget mørk gul. Om eftermiddagen slingrede han lidt og jeg kunne se at han var bleg. Hans urin var nu mørk orangefarvet. Jeg tager ingen chancer, så jeg tager på dyrehospitalet med ham.
Dyrlægen beholder ham og tager en masse blodprøver. Her viser det sig, at han har blodparasitter og hans blodprocent (PCV) er 28, og den skal gerne være over 40. Kopy har også feber, hans temperatur er 40,5. De starter straks behandlingen op, men på grund af en fucking lorte lukkelov (om når det kommer til stykket, hvem fejrer at man for 2000 år siden måske torturerede en mand og klyngede ham op på et par brædder?!), har alle laboratorier lukket og åbner først 6 dage senere, så den specifikke parasit kan ikke bestemmes, og de må behandle ham med de medikamenter, de tror virker.

Torsdag:
Om morgenen er Kopy’s PCV 30 og hans temperatur er faldet til 39,6. Men de vil gerne beholde ham til hans temperatur er på normalt niveau igen. Det så lovende ud, altså at han havde fået startet behandlingen i tide.

Fredag:
Om morgenen er Kopy’s PCV nu faldet til 19, men hans temperatur er nu normal. Jeg er ude hos ham det meste af dagen og ser han tisser nærmest kun blod nu. Kl 16 tages en ny blodprøve, og nu er blodprocenten faldet til 12 og Kopy er meget bleg, men følger med i hvad der sker. Jeg snakker med dyrlægen, og han forklarer, at en blodprocent under 10 er fatal for kroppen, da organerne ikke vil få ilt nok, og han fortæller om fordele og ulemper ved en blodtransfusion. En blodtransfusion kan købe lidt tid, så medicinen kan få mere tid til at virke, men en blodtransfusion kan også få nedbrydningsprocessen til at eksplodere. Vi aftaler at have is i maven og tage en blodprøve igen 3 timer senere, for at se udviklingen. Her er tallet stadig 12, så det ser ud til at stabiliseret sig. Kopy virker under omstændighederne til at være okay. Kl 1 om natten er PCV’en nu 11, men han har det stadig godt.

Lørdag:
Jeg bliver ringet op kl 7, og bliver fortalt, at Kopy’s blodprocent nu er 9 og han har svært ved at trække vejret, så de er startet på at give ham blod. Hans temperatur er nu igen oppe på 40,5. Efter første blodportion er PCV nu 14, og han får endnu en blodtransfusion, som får PCV op på 20. Jeg kan nu få Kopy til at spise lidt og han virker til at være ovenpå. Han har dog svært ved at styre sine bagben, når han er oppe at gå. 3 timer senere, er PCV op på 26, så det er alletiders. Næste blodprøve viser 24 og den sidste om aftenen viser 21. Faldet kan bare skyldes, at han får væske i drop.

Søndag:
Om morgenen er PCV 18, og Kopy vil ikke spise. Hans temperatur er dog på vej ned og er nu 39,6. Kopy går meget fint i dag, dog lidt vaklen. Jeg får proppet noget mad i Kopy, og han ser ud til at slappe af. Han sover lidt og logrer med halen når han vågner og ser mig. Eftermiddagens blodmåling viser 19, og hans temperatur er nu på normalt niveau. Dyrlægen har nu også fundet, at Kopy er smittet med borrelia. Men den antibiotika-behandling han får, skulle kunne slå det ned også. Med dagens forløb var der lidt håb at spore.

Mandag:
Jeg bliver ringet op kl 8, og dyrlægen fortæller, at Kopy’s positive udvikling har vendt. Hans blodprocent er nu faldet til 10 og han har målt hans laktat-værdi, som er helt oppe på 14 (normalt er 2-3). Laktatværdi er mælkesyreværdien, som fortæller at nu får Kopy’s organer ikke nok ilt. Han havde været besvimet en enkelt gang om morgenen. Det vil ikke hjælpe at lægge ham i et iltkammer, for han har ikke nok blod til at ilte organerne.
Jeg skynder mig ud på dyrehospitalet, og jeg kan heldigvis se, at han genkender mig. Jeg får ham ud på græsset, hvor han ligger i sin kurv. Han har store besværligheder med at trække vejret og ser forpint ud. Jeg kan ikke holde ud at se ham lide, så jeg bruger ikke mange minutter på at sige farvel til ham.
Da dyrlægen giver ham fred, sad jeg og kælede ham og holdt hans pote, som jeg så ofte gjorde om aftenen, når han lå ved sofaen. Kopy har virkelig kæmpet hårdt for at leve. Aldrig før havde de oplevet en hund overleve en laktatværdi over 6 – så 14 er nærmest til at sætte i en rekordbog.
Det var svært at stoppe med at kæle med ham selvom han nu er død. Jeg vidste at det ville være sidste gang, at jeg kælede med ham og sidste gang jeg ville se ham.

Nøj, det har været nogle barske dage, med op og nedture. Jeg er så ulykkelig over, at Kopy ikke klarede sig igennem dette sorte uheld af omstændigheder. Jeg ved han vil blive taget godt imod i hundehimlen.

Selvom han kun var så kort tid i mit liv, har han sat et stort præg på mig. Jeg vil altid elske Kopy og han vil aldrig blive glemt. Tak Kopy, fordi jeg havde chancen for at opleve en så vidunderlig hund som dig.