I weekenden blev der afholdt VM i agility i Lievin, Frankrig. Jeg havde besluttet mig for at tage ned og heppe på landsholdet og ville også mindes Elliot, der individuelt blev nr 9 til VM på selvsamme sted.
Hallen i Lievin havde i mellemtiden blevet renoveret, så jeg kunne ikke genkende den indvendig – men udenfor lignede alt sig selv. Jeg har stadig træningsdragten, som landsholdet fik i 2003 og jeg havde taget jakken med. Men der gik næsten 2 dage, inden jeg kunne få mig selv til at tage den på – for minderne om min helt igennem fantastiske Elliot vældede op, og tårerne pressede sig på…
Og sjovt nok, den sidste agility klasse jeg løb med Elliot i Lievin, kan jeg stadig huske – den har printet sig ind 🙂 Jeg husker, hvor stolt jeg var af Elliot – at vi var nået så langt.. blandt top 10 i verden.. fantastisk! Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet!!
Men da jeg sad i hallen, var det Elliot, som han var, jeg savnede mest – ikke det at løbe til et VM.. Ved ikke, om det at deltage til VM nogensinde bliver en drøm igen, for jeg synes lige nu, at der er for mange kompromiser..
Næste år bliver VM afholdt i Tjekkiet – og det er ikke så langt væk, så jeg kommer og hepper igen – for der bliver helt klart vist flot agility og man får stor inspiration af at se på alle de dygtige handlere. Vi ses i Tjekkiet 😀
Skriv et svar